Det er sand for dyden de færreste mennesker, der oprigtig talt stadig sværger til et solur, når de skal fortælle dig eller sig selv, hvad klokken er.
For selvom et solur faktisk stadig netop det, som del-ordene i den samlede angivelse betegner: “Sol-ur”, et ur – der fungerer efter at vise tiden, baseret på positionen af solens pålægning af skygge på uret (og selvfølgelig ikke et ur, der er lavet af solen) – så er soluret slet ikke særligt præcist i sin angivelse.
Ganske kort fortalt videre fungerer et solur på den måde, at der er opsat en pind/viser i midten af en rund skive, der er lagt i flugtlinje med jorden enten direkte derpå eller på en placering på for eksempel en mindre forhøjning, skabt af sten, beton eller lignende.
Rundt om denne skive er der så anført tal enten i romertal, med almindelige tal hele vejen rundt fra 1 til 12 eller måske udeladt med nogle tal-bestemmelser, hvor man for eksempel kun har valgt at benytte “hovedtallene” til tidsangivelse i form af 12, 3, 6 og 9.
Når dagen så går, og solen skifter placering på himmelen, vil den skygge, som pinden vil kaste af sig på skiven, forandre sig i løbet af dagen og således vise, hvad klokken er, da skyggen bliver en vinkelret viser fra den opsatte pind i midten på skiven.
Solure er en gammel opfindelse, der blev brugt for flere tusinde år side, hvor man havde brug for nogenlunde at tidsbestemme hvor på dagen, man befandt sig tidsmæssigt.
Der var tydelige begrænsninger ved soluret, da soluret af gode grunde ikke kunne angive tiden, når det var overskyet, der var andre skygger, eller det var nat.
Desuden have man heller ikke to visere, hvor den anden for eksempel kunne anvise det pågældende minutantal, da solen af gode grunde kun kan afkaste en stråle fra sig.
Så som tiden gik, og man fik brug for en nærmere tidsbestemmelse, som fremtiden blev nutiden, gik soluret mere hen og blev en pyntegenstand i haven, mens uret i sig selv blev noget, man kunne have en mere retvisende angivelse af og som fyldte mindre.